Solvarme eller solceller  
Hovedside - BygSelv - Tilskud - Nyheder - Kontakt - Suncatcher - Solvis Tilskud

Tilskud - eller ej

Tilskud til solvarme!

Så er der åbnet for den nye tilskudsordning! Fra i dag, d. 1.3.2010 kan du ansøge om 25% tilskud til solvarmeanlægs-delen af dit nye varmeanlæg, hvis du udskifter dit ældre oliefyr.

Læs mere om ordningen her: Skrot dit oliefyr

Der er 400 mio. til rådighed, og jeg har ingen anelse om, hvor hurtigt de vil blive brugt. Selve det, at der er afsat et bestemt beløb (frem for at ordningen er blevet gjort permanent, som tilskud til solvarme er det i...Sverige, Tyskland, Østrig, Irland...for bare at nævne dem, jeg explicit kender til) gør desværre, at vi igen vil opleve de "stop and go"-bivirkninger, vi så sidst.

Nåja, jeg er mavesur som sædvanlig, lad os i stedet glæde os over at solvarme er udvalgt til ordningen!

Sidste nyt, 12.8.09:

Nu er der ikke tilskud til solvarme mere...! Tilskuddet er brugt op.

Men jeg har hørt at regeringen tænker på at undgå den netop erfarede "stop and go-effekt", hvis der kommer tilskud igen, det er flot og opmuntrende. Men, husk at spørge Pia først.

Sidste nyt, 19.3.09:

Nu kommer der tilskud til solvarme igen...!

Den netop vedtagne "boligforbedringspakke" betyder, at man nu kan få tilskud til både indkøb og opsætning af både solvarme- og varmeanlæg - samt en masse andet i boligen.

Det er jo dejligt, men utroligt ærgerligt at den konkrete udformning ikke afspejler de alvorlige klimaproblemer, vi formentlig står overfor, samt en grundlæggende respekt for alle de mennesker, der berøres af tilskuddet:

  • Størstedelen af tilskuddet gives ligeligt til tiltag, der forøger og formindsker energiforbrug/forurening
  • Beløbsbegrænsningen gør, at vi får en meget uheldig stop-and-go-effekt, når tilskuddet forventeligt slipper op meget snart.

Meget positivt er det, at fasen fra forhandling over beslutning til ordningen træder i kraft er utroligt kort, hvis man kan regne med de planer, der nu er lagt frem. Jeg spørger bare mig selv, hvordan man vil kunne behandle den utrolige mængde ansøgninger (der forventes mellem 100.000 og 270.000 stk ifølge Erhvervsbladet dd.) så hurtigt?

OG hvad man gør, hvis der må meldes "udsolgt" allerede den første dag...

DET BLIVER SPÆNDENDE AT SE, og i troen på at det alt sammen kan lade sig gøre, kan vi kun opfordre dig til at få lavet et uforpligtende tilbud på solvarme, så vi ihvertfald kan sikre at så mange af midlerne som muligt faktisk anvendes til noget fornuftigt. Ring eller mail, hvis vi skal lave et tilbud, så laver vi det så hurtigt vi kan...

Med venlig hilsen Niels Lyck

 

Fakta

Tilskuddet gives til alle boligforbedringer, dog undtagen luksusprægede ting som pool, spabad ol.

Tilskuddet udgør

  • 40% af lønudgiften op til 15.000 kr. og
  • 20% af materialeudgifterne op til 10.000 kr. pr. projekt, dog mindst 2.000 kr.

Tilskuddet uddeles efter først til mølle-princippet (hvordan kommer man først, når det forventes at mellem 100.000 og 270.000 mennesker vil søge ca. samtidig?) og gives ikke til arbejder i sommerhuse uden helårs-tilladelse eller malerarbejde.

Den samlede tilskudssum er på 1,2 mia. ex. moms. Ved et gennemsnitligt tilskud på 15.000 kr. giver det 80.000 projekter.

Oplysningerne her er uden ansvar og kan måske stadig ændre sig.
Læs mere på den officielle hjemmeside www.boligforbedringer.dk

 

Det er mange år siden, der sidst var tale om tilskud til solvarme i Danmark. Herunder nogle historiske oplysninger herom:

Den dårlige nyhed:
Der ydes ikke tilskud til etablering af solvarmeanlæg i Danmark for tiden.
Tilføjelse, september 2006: Det gælder stadig! Selv om vores regering tilsyneladende er ved at blive lidt mere "grøn"...

Den gode nyhed:
Du kan få et solvarmeanlæg billigere end med tilskud, hvis du bygger og monterer det selv.

Hvordan det? Jo, et almindeligt, komplet solvarmeanlæg med 4-5 m2 solfanger og ny kombi-varmtvandsbeholder med kvalitetskomponenter fra Varmt vand fra solen kan bygges for ca. 23.000 kr. alt inklusive - se priseksemplerne her.

Det er en hel del mindre end et færdig-installeret anlæg kostede, dengang der var tilskud. Selv, hvis du regner prisen for et solvarme-selvbygkursus med. Og hovedkomponenterne er godkendt efter de regler, der galdt, dengang der var tilskud (se sidste oversigt over godkendte anlæg) - det gælder vist ikke for de billige solvarmeanlæg, man kan finde i f.eks. Den Blå Avis. Læs lidt om forskellene her.

Tilskud - eller afgift?
Jeg blev engang kontaktet af en kunde, der lige havde købt et komplet solvarmeanlæg. Han hørte kort efter (fra en smed, han kender), at der planlægges afgifter på solvarmeanlæg, og at smeden kendte flere, der allerede havde pillet deres anlæg ned af samme grund…

Nu er det efterhånden nogle år siden (jeg tror det var i 2003, jeg skrev ovenstående) - der er ikke kommet nogen afgift, og jeg kan ikke forestille mig, at nogen regering ville komme på at pålægge afgifter på forureningsfri energiproduktion. Den nuværende regering er bl.a. ved at få problemer med Danmarks overholdelse af Kyoto-protokollen og skal derfor til at bruge flere penge på aktiviteter, der kan nedbringe vores CO2-udslip. Det må vel siges at være en ret billig måde at gøre det på, hvis man lader folk selv installere solvarme eller vindmøller, så bl.a. derfor kan jeg ikke i min vildeste fantasi forestille mig en sådan afgift. Jeg har i øvrigt heller ikke hørt om nogen, der hiver et fungerende anlæg ned - hvis du, kære læser, hører om sådanne eksempler, så er du meget velkommen til at få navn og adresse, så vil jeg gerne undersøge sagen. Indtil da vil jeg tillade mig at kalde disse historier for - skrøner.

/sept. 06.

Herunder et polemisk indlæg om det besynderlige i at fjerne tilskuddet.

Hvorfor ikke tilskud?
Det kan forekomme mærkeligt, at den danske stat ikke yder tilskud til etablering af solvarmeanlæg - i lighed med den svenske, den tyske, den hollandske, den østrigske..... Der blev givet tilskud indtil efteråret 2001, hvor den nye VK-regering tiltrådte.
Det er svært at få øje på nogen saglig begrundelse for at fjerne tilskuddet. Spørger man sig, hvad der skal være vores vigtigste energikilder om 50 eller 100 år, så vil de færreste vel pege på kul og olie - men det er de energikilder, der får fordel af tilskudsfjernelsen.

Tilskud igen
Derfor er jeg da heller ikke i tvivl om, at tilskuddet vil vende tilbage, før eller senere. Og derfor synes jeg, der er god grund til at overveje hvilken form, et sådant nyt tilskud skal have.

DK-tilskud: Kun til færdige anlæg
De tidligere danske tilskudsregler indebar, at (stort set) kun anlæg, der var etableret af en autoriseret VVS-installatør kunne få støtte. I de senere år, hvor denne faggruppe har haft travlt med at levere nye badeværelser til det økonomiske opsving, har det været småt med salgsindsatsen for solvarme - og salget faldt da også, år for år, siden toppen i 1996 for at ende på magre ca. 1600 anlæg i 2001.

Østrig-tilskud: Til alle velfungerende anlæg
I Østrig, hvor solvarmen har opnået en imponerende udbredelse, gives der også tilskud. Tilskuddet varierer fra delstat til delstat, men meget få steder er det så stort, som det danske var. Til gengæld udbetales tilskuddet uden så mange formaliteter - det skal blot attesteres, at anlægget er ibrugtaget og i orden. Denne attest kan en energikonsulent eller et lokalt Miljø- og Energikontor lave.
Der er intet krav om hvem, der skal stå for etableringen, det er resultatet, der tæller. Størstedelen af de østrigske anlæg er da også bygget af selvbyggere.

For kompliceret for selvbyggeren?
Nu er et solvarmeanlæg jo heller ikke verdens mest komplicerede stykke håndværk. En ingeniør, en maskinarbejder eller en pædagog, der er lidt fiks på fingrene, kan nok for det meste lave et stykke arbejde, der er præcis lige så godt som en professionel VVS'er, der har travlt med at blive færdig og måske ikke brænder helt så meget for anlæggets korrekte funktion som brugeren selv. De eksempler, jeg har hørt, om ombyttet frem- og returløb, forkert følerplacering osv. handler ihvertfald alle om installatør-monterede anlæg... Den samvittighedsfulde og dygtige installatør bør ikke føle sig ramt ved at læse ovenstående - det er jo ikke hende, jeg taler om.

Spørgsmålet er så, om der er særlige forhold i Danmark, der taler for, at selvbyggeren ikke skal kunne få tilskud?

Erhvervsstøtte eller miljøindsats
Når tilskuddet i Danmark var forbeholdt autoriserede installatører, så var det mere en form for erhvervsstøtte og ikke en miljøstøtte, der tog sigte på CO2-udledningsbegrænsning eller energibesparelser. Det mærkeligste var, at erhvervet tilsyneladende ikke havde behov for støtten, og derfor koncentrerede sig om andre, mere indbringende opgaver. Derfor havde støtten som nævnt ikke den ønskede virkning.

Værd at tænke på, når en kommende støtteordning planlægges.

 
Varmt vand fra solen - Gunløgsgade 43 - 2300 København S - 32 57 84 03/29 72 70 52 - post@vvfs.dk