Hvad bruges det til?

Cirkulationspumper

Varme stiger naturligt opad. Derfor er det kun selvcirkulerende anlæg, hvor beholderen ligger højere end solfangeren, der kan undvære en pumpe. I alle andre anlæg er det nødvendigt med en pumpe til at føre varmen fra solfangeren på taget ned til varmtvandsbeholderen i huset.

Der findes ikke pumper, specialiseret til solvarmebrug på det danske marked. Heldigvis kan man godt bruge en almindelig varmeanlægs- eller brugsvands-cirkulationspumpe i stedet for.

Pumpen skal kun køre, når solen skinner. Derfor tilsluttes pumpen ikke lysnettet direkte. Pumpen tilsluttes en styring, der kun giver pumpen strøm, når den skal køre.

Undtagelsen fra denne regel er små jævnstrøms- (DC-) pumper, der kan drives direkte af strømmen fra et solcellepanel. Her træder solcellen i stedet for både el-net og styring: Solcellen giver jo kun strøm, når solen rent faktisk skinner. Denne form for styring er dog ikke så præcis som den, der opnås med en styring, der nøjagtigt måler solfangerens temperatur. Til gengæld bortfalder udgiften til pumpens el-forbrug helt.

Mere...

Solvarmestyring

Solvarmestyringens basale funktion er at sammenligne solfangerens og varmtvandsbeholderens (eller gulvvarmeanlæggets, poolens, eller anden varmeaftagers) temperatur. Herudfra bestemmer styringen, om pumpen skal køre eller ej. Denne funktion kaldes en differenstermostat.

Styringen er altså et lille apparat, der tilsluttes lysnettets 230 V og leder denne strøm videre til en cirkulationspumpe, der også kører på 230V. Derudover tilsluttes styringen to eller flere følere, som fortæller den, hvor varmt der er, dér hvor følerne er placeret.

Når solfangeren er f.eks. 6 grader varmere end beholder, startes pumpen. Når temperaturforskellen er faldet til f.eks. 4 grader, standses pumpen igen. Det er altså forskellen på de to temperaturer, ikke en absolut temperatur, der afgør, om pumpen skal tændes. Derfor hedder denne del af styringen en differens-termostat - i modsætning til en almindelig termostat, der tænder (eller slukker) et eller andet ved en bestemt temperatur.

Styringen har altså mindst to indgange (for følerne) og én udgang (for pumpen). Disse må ikke ombyttes!

Et eksempel på en simpel styring, kun med differenstermostat-funktion og to følere, er Technische Alternatives ANS21

Mere...

Brugsvandstilbehør

Sikkerhedsarmatur
Når vandet i en varmtvandsbeholder opvarmes, f.eks. af et solvarmeanlæg, udvider vandet sig. Derfor skal beholderen forsynes med et såkaldt sikkerhedsarmatur på koldtvandstilgangen. Sikkerhedsarmaturet indeholder dels en kontraventil, der sikrer, at beholdervandet ikke kan løbe tilbage i ledningsnettet, dels en sikkerhedsventil, der tillader vandet at slippe ud, før trykket overstiger, hvad beholderen kan klare.

Skoldningssikring
Et solvarmeanlæg producerer vand ved svingende temperaturer. Vandet kan blive over 90° C varmt, så man risikerer skoldning, når man tænder for det varme vand. Derfor monteres solvarmeanlæg med en såkaldt termostatisk blandeventil - en skoldningssikring - som tilsluttes både koldt og varmt vand. Skoldningssikringens udgangstemperatur kan indstilles efter ønske. Når temperaturen på det varme vand fra solvarmebeholderen overstiger den indstillede temperatur, iblander skoldningssikringen koldt vand, så vandet i hanerne aldrig bliver skoldende varmt.

Arbejde med brugsvandsanlæg, der er tilsluttet den offentlige vandforsyning, er forbeholdt autoriserede VVS-installatører.

Mere...

Motorventiler

Trevejsventilen
- klik for større udgave

Bemærk, at ovenstående gælder for vores Honeywell-ventiler - VVFS' egne fungerer omvendt, dvs. at væsken, når ventilen ikke er aktiveret (og når den er monteret med ikke-aktiv motor/termoaktuator NO/strømløs åben) løber "lige over", og når knebelen trykkes ned, løber som vist på øverste tegning.

En motorventil er en slags "automatisk vandhane". Når ventilen modtager strøm, lukker eller åbner den, afhængigt af den monterede motor (strømløs åben eller strømløs lukket). Ventilmotoren får sin strøm fra en udgang på solvarmeanlæggets styring. Ved hjælp af ventilen kan styringen bestemme, om varmen fra solfangerne skal ledes til varmtvandsbeholderen eller til centralvarmeanlægget (eller til en pool, en lagertank eller andet).

Normalt ledes varmen til en varmeveksler, som overfører varmen fra solvarmevæsken til centralvarmevandet, poolvandet eller andet, men solvarmevæsken kan også godt ledes direkte gennem en radiator eller kobber- eller PEX-rørene i et lille gulv.

Hvis solvarmen skal ledes enten til varmtvandsbeholderen eller til en ekstern varmeveksler, kan man bruge en trevejsventil. I en trevejsventil er der hele tiden gennemgang mellem to af tilslutningerne. Når ventilens motor aktiveres, "skifter forbindelsen" - se tegningen tv.

Hvis solvarmen skal kunne ledes til tre eller flere forskellige steder - f.eks: Beholder - gulvvarme - svømmepøl - bruger man normalt ligeløbsventiler. Styringen åbner så for den ventil, der leder væsken til den komponent, der skal have varme lige nu. Ligeløbsventiler er billigere end trevejsventiler, men da brug af ligeløbsventiler f.eks. i det anførte eksempel ville lægge beslag på en styringsudgang mere, kan det af og til være billigere at bruge to trevejsventiler.

En motorventil kan også bruges til at åbne og lukke for tilskudsvarme til eftervarmning af brugsvandet i beholderens top. Her bruges der, ligesom i eksemplet med tre eller flere lagre, igen en simpel ligeløbsventil (ikke 3-vejs-), som enten er lukket (når beholdertop-temperaturen er "varm nok", dvs. over det på styringen indstillede), eller åben (når der er behov for supplerende opvarmning).

Mere...

Varmevekslere

Varmevekslerens funktion er at overføre varmeenergi fra én væske til en anden. Et almindeligt solvarmeanlægs første varmeveksler sidder i bunden af varmtvandsbeholderen, hvor den overfører solvarme til brugsvandet. Her bruges oftest en spiral, eller solvarmevæsken flyder rundt om brugsvandsbeholderen i en kappe, hvor varmen overføres over hele det omsluttede areal.
I kombianlæg, hvor solvarmen også bruges til rumvarme, vil systemets anden varmeveksler ofte være en ekstern én, f.eks. en pladevarmeveksler, som kan overføre solvarmen til centralvarmeanlæggets vand. Mere...

Af og til omtales de gennemstrømnings-vandvarmere, der f.eks. bruges i fjernvarme-installationer, og bl.a. indeholder en pladeveksler, også som varmevekslere. Jeg kalder indretningen for en varmtvandsstation...

Solvarmeforberedte varmtvandsbeholdere

Solvarmebeholderens funktion er at opbevare energien fra solfangerne i sit indhold af brugsvand. Beholderen er noget større end en almindelig varmtvandsbeholder, så varmen fra en god solskinsdag kan gemmes til de følgende dage. Dette er grunden til, at et lille solvarmeanlæg med en sådan beholder kan dække ca. 60% af varmtvandsbehovet på årsbasis.
Varmen fra solfangerne overføres til beholderen via en kappe (f.eks. NILAN Danlager) eller en spiral (f.eks. NILAN SV Combi), der går helt ned til beholderens bund. Herved kan solvarmen opvarme hele beholderen. Kappe eller spiral skal have en stor varmeoverføringsoverflade (1-2 m² for et anlæg med 5-6 m² selektiv solfanger), så solvarmevæsken bliver kølet tilstrækkeligt inden den returnerer til solfangeren, ellers får anlægget en dårligere ydelse. Det har dog også betydning hvordan spiralen er viklet. METRO påstår at deres spiral på kun 0,75 m2 er lavet så smart at den er stor nok, og dens "beholderfaktor" (et mål for beholderens effektivitet) i solvarmeoversigten (pdf-fil, 60 kB) tyder da også på at de har ret.

Suppleringsvarme
For at der også kan produceres varmt vand, når solen ikke er tilstrækkelig, er solvarmebeholdere normalt forsynet med en ekstra varmeveksler, en spiral, der kan sluttes til centralvarmen. Har man ikke centralvarme (oliefyr, gasfyr, træpillefyr, fjernvarme osv.) eller brændeovn med "gris" (indbygget varmtvandsbeholder) har man måske brug for en beholder med elvarmelegeme til supplering. Varmelegeme/spiral til suppleringsvarme sidder øverst, så de kun opvarmer de 75-100 liter vand, der er behov for at have "i beredskab". Fordi varme stiger opad, kan dette gøres med minimal opvarmning af vandet i bunden af beholderen, som således altid er "klar" til at modtage solvarme, når solen bryder igennem.

Lagdeling
Det har vist sig, at varmtvandsbeholderens udformning har stor indflydelse på et solvarmeanlægs ydelse. Mere...

Solvarmeanlæg

Brugsvandsanlægget

Kombianlægget
-
klik for større udgave

Brugsvandsanlægget
Den mest almindelige type solvarmeanlæg kaldes også for et brugsvandsanlæg. Anlægget leverer på årsbasis godt halvdelen af husstandens forbrug af varmt vand til bad, køkken og evt. vaske- og opvaskemaskine. Anlæggets hovedbestanddele er solfanger(e), varmtvandsbeholder, pumpeblok og styring.

Energiforbruget til at lave varmt vand udgør i et nyere hus omkring 1/5 af det totale varme-energiforbrug, så brugsvands-anlægget vil altså i et nyere hus dække godt 10% af husstandens samlede energiforbrug/olieforbrug.

Kombianlægget
Et brugsvands-solvarmeanlæg kan relativt enkelt udbygges, så det også kan give noget varme til centralvarmeanlægget. Det kræver noget mere solfangerareal og en lidt mere avanceret styring, og laves som regel md brug af en ekstern varmeveksler og en motorventil, der kan fordele varmen til hhv. beholder og centralvarmeanlæg. Et sådant kombineret brugsvands- og rumvarmeanlæg kaldes også et kombianlæg.
Kombianlægget fungerer som regel sådan, at styringen først sørger for at opvarme varmtvandsbeholderen (solvarme-beholderen) til den indstillede max.-temperatur, hvorefter solvarmen anvendes til at opvarme det centralvarmevand, der cirkulerer rundt i huset.
Læs mere om kombianlægget
Mere om solvarmeanlægget...

ALFA-MIX

ALFA-MIX's betjeningspanel - Klik for billede af hele apparatet.

Alfa-mix gør det muligt for en alm. vaskemaskine (kun med koldtvandsindtag) at bruge varmt vand (fra f.eks. et solvarmeanlæg) til vask. Idéen er, at det er bedre at bruge noget "gratis" varmt vand fra solvarmeanlægget end at opvarme vandet i maskinen ved hjælp af dyr strøm. Den nedbringer således elforbruget i "hjemmets mest forslugne elektriske apparat" og tjener derfor ret hurtigt sig selv hjem - se regnestykket nederst i artiklen.

Miljømæssigt og økonomisk opnås en næsten lignende effekt, hvis man f.eks. har fjernvarme. Fjernvarmevandet er i sommerhalvåret et "spildprodukt" fra elproduktionen, så en ALFA-MIX i et hus eller lejlighed med fjernvarme vil bidrage til en bedre balance mellem el- og varmebehovet - udover at reducere din el-regning.

Alfa-mix tilsluttes to vandhaner, én med koldt og én med varmt vand. På forsiden af apparatet er der en drejeskala, hvor den ønskede vandtemperatur vælges, en start- og en stopknap samt to lysdioder, der viser, hvornår apparatet leverer hhv. koldt og varmt vand. Apparatets udgang tilsluttes en slange, der forbindes med vaskemaskinens normale koldtvandsindtag. Det virker på denne måde:

Når en vask sættes over, tændes apparatet på startknappen, og der vælges temperatur på drejeknappen. Er der nu valgt 60 °C, så vil apparatet tilføre vaskemaskinen vand med denne temperatur, dvs. vand fra den varme hane. Overstiger varmtvandstemperaturen det valgte, sørger apparatet selv for at blande en passende mængde koldt vand i.

Efter ca. en halv time slår apparatet automatisk over på kun at levere koldt vand, så der ikke bruges varmt vand til skyllene. En "forvask" - vippeknap kan bruges til at forlænge det tidsrum, hvor apparatet leverer varmt vand.

I modsætning til hvad mange tror, betyder varmtvandsindtag ikke en dårligere vask. Selv min mor, som går meget op i hvidt vasketøj har intet at udsætte på sit lokale møntvaskeri, hvor alle maskinerne forsynes med varmt vand fra en fælles varmtvandsbeholder... Det er altså en skrøne, at det varme vand forhindrer f.eks. proteinholdige pletter i at løsne sig.

Hvorfor ikke bare tilslutte vaskemaskinen direkte til det varme vand?
Det kan man også godt, men det giver ikke det ønskede resultat!

En almindelig vaskemaskine opvarmer kun selve vaskevandet - ikke skyllevandet. Hvis vaskemaskinen tilsluttes varmt eller blandet vand, bruges der varmt vand både til vask og til skyl. De ca. 4 skyl, moderne vaskemaskiner udfører, bruger tilsammen væsentligt mere vand end selve vasken. Da et solvarmeanlæg "kun" dækker ca. 60% af varmtvandsbehovet, bruges der altså her på årsbasis mere supplerende energi (fra oliefyr, gasfyr eller andet) end der spares...

AQUA-MIX giver altså mulighed for at optimere vaskemaskinens energiforbrug, uden at man selv skal gå og lukke op og i for det kolde og varme vand. I fremtiden vil alle vaskemaskiner forhåbentlig selv kunne tage koldt og varmt vand ind, alt efter behov. Endnu er de maskiner, der kan klare dette (f.eks. MIELE Allwater) desværre meget dyre.

Økonomi - regneeksempel
Tal er taknemmelige, men her er et regneeksempel, du kan bruge som udgangspunkt - fyld evt. dine egne tal ind.

Forudsætninger
Der vaskes i gennemsnit én vask pr. dag.
Vaskemaskinen bruger i gennemsnit 2 kWh pr. vask.
ALFA-MIX sparer i gennemsnit mindst 50% heraf, idet der stadig bruges strøm til at vedligeholde temperaturen og til at drive motor og pumpe.

Resultat
Sparet el-energiforbrug pr. år 365 kWh
Heraf leverer solen ca 60%, sv. t. 219 kWh, oliefyr eller andet de sidste 40%, svarende til 146 kWh.
De 146 kW koster med et moderne oliefyr (85 øre/kWh) ca. 125 kr., og dette er den udgift man har, i stedet for de oprindelige 638 kr (365 kWh à kr. 1,75), dvs. besparelsen pr. år er 638-125= 513 kr.
Tilbagebetalingstiden er her 1.895 : 513 = 3,7 år. Jo oftere der vaskes, jo større vil besparelsen være - og omvendt.

Pumpeblok

Pumpeblokken er betegnelsen de komponenter, der sidder på rørene fra solfanger til varmtvandsbeholder (og/eller anden varmeaftager) og op til solfangeren igen.
Pumpeblokkens "vigtigste" bestanddel er cirkulationspumpen, der flytter varmeenergien ned fra solfangerne. Herudover indeholder pumpeblokken imidlertid en del andre, nødvendige komponenter:

• Trykekspansionsbeholder og sikkerhedsventil
  - ekspansionsbeholderen optager variationerne i kredsens tryk, som skyldes solvarmevæskens varierende temperatur/massefylde, og sikkerhedsventilen lader i sidste instans væsken slippe ud, hvis trykket overstiger det ønskede.
• Kontraventil
  - forhindrer, at varmen fra varmtvandsbeholder (og/eller anden varme-aftager) stiger til vejrs op i solfangerne igen, når pumpen ikke kører.
• Snavssamler
  - et filter, der opsamler evt. urenheder i kredsen, som ellers kunne føre til fejlfunktion, specielt i kontraventilen
• Termometre og manometer
  - giver mulighed for at kontrollere, at alt fungerer; at kredsen har det ønskede tryk, at varmen rent faktisk føres ned, og at væsken køles godt af i beholder/varmeveksler
• Luftudlader
  - udskiller automatisk de gasser, der dannes i solvarmevæsken, hovedsageligt i løbet af de første driftsmåneder. Luft i kredsen kan bevirke manglende cirkulation. Luftudlader placeres i DK traditionelt oppe ved solfangeren (på anlæggets højeste punkt), men det er ikke ubetinget nødvendigt, og det er en meget udsat placering, fordi der bliver så varmt. I solvarmeanlæg med high flow, hvor evt. luftbobler kan trækkes med ned af den hurtigt cirkulerende solvarmevæske, kan det derfor anbefales at placere udlufteren nede ved de øvrige solkredskomponenter. Hvis der anbringes en luftudlader oppe ved solfangerne anbefales det at sætte en kuglehane foran, bl.a. for at udlufteren nemt kan skiftes.
• Påfyldnings- og aftapningshaner

• Tacosetter
  - også kaldet strengreguleringsventil eller flowmåler / flowbegrænser. Giver mulighed for at se, hvilket flow pumpen skaber i kredsen og at drosle flowet til det ønskede (normalt flow= 0,5 - 1 liter/minut/m^² solfanger - low flow= 0,2 - 0,5 liter/min/m^²)

Varmt vand fra solens Pumpeblok B kan bruges i "almindelige anlæg" med op til 12-15 m^² solfanger og op til 15-20 meters afstand mellem solfangere og varmeveksler. Er anlægget større, eller gør andre specielle forhold sig gældende, så se mere om dimensionering af solkredsens enkeltkomponenter...

Solfanger

Plan, væskefyldt solfanger:
Batec 2,2 m²

Solfangeren er solvarmeanlæggets "generator". Kun den mængde energi, solfangeren leverer, kan udnyttes til produktion af varmt vand og centralvarme.

En solfangers kvalitet afgøres af dens enkelte dele:

• Absorberen (den "sorte plade", der ligger inde under glasset og opfanger solvarmen);
• Isoleringen, der ligger bagved og rundt om absorberen;
• Glasset (eller dæklaget, som det kaldes, fordi det også kan være lavet af andre materialer), og
• Kassen, som holder glasset på plads og beskytter absorber og isolering mod regnvand.

Materialer og udformning af disse fire delelementer afgør, hvor meget solfangeren yder, og hvor længe den holder. For de solfangere, man kan købe i dag, vil de vigtigste kvalitetsforskelle være:

• Absorber: Selektiv belægning eller ej?
• Isolering: Temperaturbestandig? Tyk nok? Nedbrydes med tiden?
• Dæklag: Minimal absorbtion/refleksion? Nedbrydes med tiden?
• Kassen: Vandtæt? Korrosionsbestandig? Uden kuldebroer?

En sidste ting, man skal være opmærksom på, er, om producentens arealangivelse er bruttoareal (=den plads, solfangeren optager på taget) eller nettoareal (=glassets lysningsareal, altså den effektive nytteflade). Batec-fangernes angivelser er netto, SUNCATCHERs er brutto.

Mere...

Rørsolfanger

Rørsolfanger fra Solvis:
SolvisLuna

Rørsolfanger-felt,
opstillet på fladt tag

Varmt vand fra solens rørsolfanger VVFS H20

Rørsolfangeren eller vakuum-solfangeren består, i modsætning til den plane solfangers sammenhængende, glasdækkede absorber af et større antal (som regel mellem 12 og 30) adskilte absorbere pr. solfanger. Hver absorber befinder sig i et lufttomt glasrør.

Da varme bevæger sig meget dårligt i vakuum, opnår man herved en meget effektiv isolering af absorberen fra udeluften. Rørfangere kan derfor blive noget varmere end almindelige plane solfangere, typisk fra 250 til over 300°C.

Rørsolfangerne ser også helt anderledes ud, ikke som store sorte/"døde" glasflader, men som (oftest) lodrette streger af lys og skygge - glasrørene og mellemrummet imellem disse - og så en slank manifold /samlekasse for oven, hvor varmen føres væk, og en kant af metal rundt om, der holder det hele fast på taget.

Det første, man tænker, når man hører om glasrør på taget er måske, om de ikke smadrer og falder ned i hovedet på én… Det lader imidlertid ikke til at være tilfældet (udover med et enkelt produkt, der nu er trukket ud af markedet) og det skyldes nok dels den stærke, runde form, dels at der benyttes borosilikat-glas, lige som til laboratorieglas, altså noget meget modstandsdygtigt glas.

Rørfangernes kendetegn er altså, at de på grund af den velisolerede absorber er mindre følsomme overfor udeluftens temperatur, og at de (derfor) kan producere varme, selv når det er meget koldt og/eller solen ikke skinner så kraftigt.

Der er en tendens til at meningerne deler sig mellem tilhængere og modstandere af rørfangere - se et underholdende og lærerigt indslag fra en modstander her - og det er synd, for jeg mener ikke det er et enten-eller, men et både-og - begge solfangertyper har deres berettigelse.

Det mest problematiske, når plane solfangere og rørfangere sammenlignes er efter min mening hvis der snydes på vægten med arealangivelsen og ydelsen. Det er formentlig korrekt, at gode rørfangere på årsbasis yder 20-40% mere end tilsvarende plane solfangere, men det er så vigtigt at vide hvilket areal man sammenligner, nemlig (selvfølgelig) det aktive areal, også kaldet apertur-arealet.

Det har svenske SP skrevet en lille artikel om.

mere...

Strips og andre selvbyggermaterialer

Absorber, lavet med hhv. manifoldrør og U-bøjninger - klik for større udgave

Ønsker du at bygge din egen solfanger fra bunden, f.eks. fordi den skal integreres i taget, passe mellem spær, eller du simpelthen vil bygge den billigst mulige solfanger, så kan du bruge strips som basismateriale.

Strips er gode, fordi de lever op til mange basale krav: Lille væskeindhold pr. m2 - høj ydelse på grund af selektiv belægning - uforgængelighed, fordi helt i kobber. Desuden er de fleksible i brug, fordi de kan fås i den længde du ønsker og sammensættes, så de danner en absorber med den ønskede bredde. En strip er 143 mm bred - det er fornuftigt at lade hver strip herefter overlappe ca. 1 cm. (så man ikke kigger ind på isoleringen imellem hver strip), dvs. at en absorber med to strips får en bredde på 27,6 cm, én med tre bliver 40,9 cm bred osv - læg selv 13,3 cm til for hver.

Stripsene kan forbindes med manifoldrør - ét i hver ende - så er der godt styr på dem. De kan imidlertid også forbindes med U-bøjninger i 10 mm kobberrør, som du kan købe færdige eller selv bukke med en rørbukker fra Harald Nyborg, noget 10 mm blødt kobberrør og nogen øvelse. Se de to forskellige muligheder på tegningen tv. Det er ofte nødvendigt at stabilisere absorbere, der er loddet med u-bøjninger, med nogle stykker alu-liste, der popnittes på bagsiden af absorberen - ellers vil den folde sig ud som en musetrappe, når den håndteres...

Begge absorber"typer" kan vendes enten vandret eller lodret. En god og billig absorber med et passende tryktab kan laves, hvis man lægger et antal meget lange strips på tværs af taget og anbringer et manifoldrør lodret i hver ende. Evt. kan det første manifoldrør deles i to/lukkes af på midten - så vil væsken løbe den ene vej i de nederste strips og tilbage i de øverste. På denne måde får man ind- og udløb placeret i samme side af solfangeren.

Før stripsene loddes på manifoldrør eller U-bøjninger skal oxidlaget fjernes på alle de overflader, der skal sammenføjes. Brug den hårde side af en grydesvamp eller et specielt pudsestykke. Inden i stripsenes ender er det nemmest at komme til med en speciel rund rensebørste, men det kan også gøres med et foldet pudsestykke.

Når overfladerne er rengjort, smøres de ind i loddefedt, så ilten også holdes væk under selve lodningen. Nu samles strips og manifoldrør/bøjninger, og lodningen kan begynde.

Akkumuleringsbeholdere eller buffertanke

Akkumulerings- eller bufferbeholdere bruges til opbevaring af varme. De indeholder altså centralvarmevand. En buffer er ofte en nødvendighed, når husets hovedvarmekilde er et fastbrændselsfyr, en brændeovn med gris eller lign., fordi der skal være et "sted" at føre varmen hen, når der fyres kraftigt op - ellers risikerer man at den begrænsede vandmængde i anlægget opvarmes til over kogepunktet.

Bufferbeholderen giver imidlertid to fordele mere: Dels opnår man en bedre brændselsudnyttelse og en mere miljøvenlig forbrænding, når der kan fyres i længere tid ad gangen (og med længere intervaller), dels får man mulighed for at gemme den producerede varme, så der kun skal fyres én gang i døgnet (eller hver 2., 3. dag, alt efter opvarmningsbehovet og bufferens størrelse). I et sådant anlæg kan man med økonomisk fordel også indføde solvarmen i bufferbeholderen. En bufferbeholder giver imidlertid også mening i et varmeanlæg uden fastbrændsel, fordi man så får mulighed for at gemme solvarmen på samme måde som ovnvarmen og således "slå bro" over solfattige dage.

Hvis beholderen er meget stor, fordi dens størrelse er dikteret af fyrets effekt eller det ønskede fyringsinterval, skal solfangerarealet også have en vis størrelse, og varmen fødes "intelligent" ind i toppen af bufferen. Ellers risikerer man at komme til at stå med f.eks. 2.000 liter halvlunkent vand, som man ikke rigtigt kan bruge til noget. Jeg ved ikke om man kan opstille en præcis regel her, men er tanken 1500 eller 2000 liter, ville jeg ihvertfald ikke anbefale mindre end 9 m² solfanger. Hvis bufferen udelukkende skal bruges til solvarme, så anbefales det at følge dimensioneringshåndreglen, som siger 50-100 liter bufferindhold pr. m² solfanger.

Andre buffertyper
De senere år er der kommet en mængde nyudviklede solvarmebeholdere / buffere på markedet, specielt i Tyskland. Fælles for dem er, at de indeholder en mængde mere eller mindre kompliceret isenkram - fra rustfri rørslanger til indre varmtvandsbeholdere.

Jeg synes at kombinationen buffer/brugsand i én beholder er uheldig, fordi alt, der har berøring med brugsvand (med rustfrit stål som en mulig undtagelse) tæres. Det gør de rustfri rørslanger måske ikke, men de kan godt komme ud for andre begivenheder, der gør dem utætte - og i begge tilfælde må hele bufferen udskiftes, hvilket både er dyrt og besværligt.

Et andet vigtigt aspekt er beholdernes solvarmemæssige egenskaber. Her skal det overvejes om indretningen, f.eks. med nedhængt varmtvandsbeholder, "lagdelingsfremmende" plader og rør mv. gavner - eller måske ligefrem skader lagdelingen og dermed solvarmeydelsen.

Læs mere om mulighederne i solvarmeanlæg med bufferbeholder

Varmekredsstation

Varmekredsstationen sender varme ud i huset og giver mulighed for at regulere både mængden af, og temperaturen på centralvarmevandet. Temperaturreguleringen sker i motorshunten, som er en slags trevejsventil, der kan stilles, så den blander en præcis mængde koldt returvand i fremløbet.

Motorshunten kræver en styring med indbygget "vejrkompenseringsanlæg" for at fungere efter hensigten.

Mere...

Kan solvarme betale sig?

      Tilbagebetalingstid for solvarme - klik for større billede

Selv om solvarme i sig selv er en interessant og spændende teknik, så er den væsentligste grund til, at den interesserer mig, dens miljøeffekt. Det er jo dejligt, når det også privatøkonomisk kan betale sig, og det er nok en forudsætning for, at solvarmen kan vinde større udbredelse, men var der ikke en virkning herudover, var det jo (synes jeg) uinteressant. Lidt lige som at fyre med "energikoks" - brunkul fra østtyske landskaber, der bliver ødelagt fordi vi skal spare nogle håndører...

Privatøkonomi
Det privatøkonomiske aspekt kan du finde mere om i dokumentet "Komplette selvbyg-solvarmeanlæg..." . I korthed kan det siges at alm. solvarmeanlæg kan betale sig, selv hvis man regner med uændrede energipriser i anlæggets ca. 20-årige levetid. Selvbyg-anlæg har typisk en "simpel tilbagebetalingstid" (uden rentesregning) på 9-10 år, dog kun ca. 7,5 år, hvis varmtvandsbeholderen alligevel skal skiftes. Evt. installatørhjælp, driftsomkostninger og vedligeholdelse er ikke indregnet og vil forlænge tilbagebetalingstiden med anslået 2 år, mens stigende energipriser vil have den modsatte effekt.

Samfundsøkonomi
Solvarmens miljøeffekt eller samfundsøkonomi er blevet undersøgt i Solenergicentrets undersøgelse fra 1999: Livscyklusvurderinger. Analyse og vurdering af markedsførte solfangere i Danmark (pdf-fil, 673 kB). I rapporten redegøres grundigt for undersøgelsens forudsætninger og metode; konklusionen ses på billedet til venstre herfor:

Det tager kun mellem 5 mdr. og 1 1/2 år for et solvarmeanlæg at producere den mængde energi, der blev brugt ved dets fremstilling.

Det store interval skyldes, at det kommer an på hvilken energi, der erstattes af solenergien. El koster f.eks. meget energi at fremstille, idet der på et alm. kraftværk brændes 2-3 gange så megen kul-energi af, som der kommer ud som strøm. Erstatter solvarmen el-opvarmning, går der derfor kun et halvt år, før anlægs-energiforbruget er tjent hjem. Olie og gasopvarmning er noget bedre, men selv her: Efter kun halvandet år er solenergien ren gevinst for miljøet.

PS:
Energi-tilbagebetalingstiden for en vindmølle er også undersøgt. Det er, så vidt jeg husker, ca. 3 mdr. Se mere på det interessante websted Windpower.org: http://www.windpower.org/da/tour/env/enpaybk.htm