Fif og råd

Indhold

På denne side kan du finde hjælp til design, beregning, opbygning, idriftsættelse og vedligeholdelse af dit eget solvarmeanlæg. Brug evt. din browsers søgefunktion til at søge efter ord, der relaterer sig til det emne, du søger informationer om.

Du kan få en hurtigt overblik over hvad der indgår i et komplet solvarmeanlæg, og hvad det koster, ved at kigge i mine dokumenter med komponenter og priser for tre forskellige "almindelige" anlæg: anlægs-eksempel 1-3 og tre solvarmeanlæg med buffer: mini-midi-maxi-anlæggene.

Anlægsforslag og diagrammer

Et solvarmeanlæg er forskelligt opbygget, alt efter hvilket varmeanlæg det skal fungere sammen med, og hvad man vil bruge solvarmen til.
Herunder omtales de mest almindelige (og, efterhånden, nogle mindre almindelige, men gode) anlægstyper. Brug forslagene som inspiration til udformning af dit eget anlæg. Se evt. først, hvilke grundlæggende komponenter brugsvandsanlæg og kombianlæg sammensættes af.

Brugsvandsanlæg

    klik for større udgave

Brugsvandsanlægget er det mest basale solvarmeanlæg. De fleste standard-anlæg bygger videre på denne grundmodel. Et brugsvandsanlæg, hvis størrelse er afpasset efter husstandens varmtvandsforbrug, vil dække ca. 60% af dette forbrug på årsbasis og 90-100% om sommeren. Se tommelfingerregler for dimensionering.

Et solvarmeanlæg, der laver varmt brugsvand er attraktivt for alle, der har et varmtvandsforbrug af en vis størrelse. Eller sagt på en anden måde: Det er i høj grad varmtvands-energiproduktionen, der "finansierer" anlægget. Det skyldes en måske svært forståelig, men basal regel i forbindelse med solvarme, nemlig: Hvis forbruget er højt, er produktionen det også - og omvendt. Har du mulighed for at registrere dit energiforbrug til vandopvarmning i sommerhalvåret, kan du få en idé om besparelsesmulighederne. Brugsvandsanlæggets popularitet skyldes at varmtvandsforbruget - i modsætning til opvarmningsbehovet - er jævnt fordelt over hele året, dvs. at det er bedre til at udnytte den sol, der jo falder i rigeligst mål om sommeren end et rent varmeanlæg.

Brugsvandsanlægget er opbygget omkring en ret stor varmtvandsbeholder, hvor solvarmen gemmes fra én, solrig dag til de næste 2-3 dage. Beholderens overstørrelse og konstruktion betyder, at der "slås bro" over dage uden sol. En god beholder taber kun ganske lidt varme over nat, og den blander ikke varmt vand med koldt. Beholderen er anlæggets dyreste enkeltkomponent, men altså også forudsætningen for at få udbytte af sommersolen.

Diagrammet til venstre viser brugsvandsanlæggets grundlæggende opbygning.
Solfangeren opvarmer varmtvandsbeholderen via den indbyggede varmeveksler i bunden af beholderen. Solvarmeanlæggets differenstermostat (eller styring) starter pumpen, når føler F1 i solfanger er varmere end F2 i beholder. Det opvarmede vand søger op i toppen af beholderen, hvorfra det tappes. Koldt brugsvand lukkes ind nederst i beholderen og køler solvarme-spiralen, hvorved solfangerne får optimal køling og ydelse.

Når solvarmen ikke kan sørge for tilstrækkelig opvarmning, sørger husets primære varmekilde (f.eks. olie- eller gasfyr) selv for at eftervarme vandet via spiralen i toppen. Denne spiral sidder som en "radiator" i centralvarmekredsen, og ofte er alm. fyringsanlæg udført med såkaldt brugsvandsprioritering, dvs. at fyret først opvarmer brugsvandet (via beholderens topspiral), før varmen ledes videre til radiatorer mv.

Det viste anlæg er af den mest almindelige type; et såkaldt high flow-anlæg, se andre typer her

Kombianlæg

    Det kombinerede brugsvands- og rumvarmeanlæg (kombianlægget)
- klik for større udgave

Bemærk i øvrigt en fejl på tegningen:
Rumvarmevekslerens tilslutninger til solkredsen skal naturligvis ske under den grå kasse, pumpestationen, hvis dennes pumpe skal kunne transportere væsken gennem veksleren!

Herunder et korrekt diagram:

Det kombinerede brugsvands- og rumvarmeanlæg leverer varme både til en varmtvandsbeholder og til husets centralvarmekreds. Kombianlæg yder mest i huse med gulvvarme eller anden type lavtemperatur-varmesystem, fordi solfangere yder mere, jo lavere temperatur væsken inden i dem har.

Kombianlæg kan dække fra 10 og helt op til 40% af husets totale energibehov til varme og varmt vand - mere, jo større anlæg og jo bedre isoleret huset er.

Diagrammet til venstre viser det gode solvarme-kombianlægs grundlæggende opbygning.
Anlægget fungerer som beskrevet ovenfor - tillægsfunktionen kommer her:

Når det varme brugsvand i beholderen når op på en forudindstillet temperatur, skifter trevejsventilen V1, således at den varme solfangervæske føres til den eksterne varmeveksler. Centralvarmevandet strømmer gennem vekslerens sekundærside og tager solvarmen med ud i varmeanlægget. Veksleren kan placeres på centralvarmekredsens retur, hvor den hæver temperaturen, inden vandet går tilbage til fyret. Hæves temperaturen nu så meget, at vandet når den temperatur, fyret er indstillet på, så starter fyret ikke. Hæver solvarmeveksleren kun temperaturen lidt, så vil fyret alligevel køre, men bruge mindre energi, fordi vandet er forvarmet af solen.
Hvis man har et kondenserende gasfyr, er man ikke interesseret i for varmt returvand, fordi det kan nedsætte fyrets virkningsgrad. Desuden er det en fordel, hvis solvarmen om sommeren ikke skal spildes på at opvarme fyr + skorsten. Derfor anbefaler jeg at placere solvarme-veksleren parallelt med fyret og forsyne den med sin egen pumpe, som tændes af solvarmestyringen, når trevejsventilen skifter. Så føres solvarmen direkte ud i varmeanlægget uden om gasfyret, og både fyret og dets pumpe kan slukkes helt i sommermånederne.

Så længe varmtvandsbeholderen er varm, forbliver trevejsventilen i denne position, og solvarmeanlæggets styring måler nu differensen mellem solfangertop (Føler 1) og centralvarmekredsens retur (F3).
Alternativt til en trevejsventil kan der bruges to alm. motorventiler ("tovejs"), én der åbner den ene streng, og én der lukker den anden, når styringen giver strøm.

Moderne solvarme-kombianlægsstyringer - som f.eks. dem fra Varmt vand fra solen! - skifter ikke kun over på centralvarmekredsen, når beholderen er varmet helt op til sin maksimaltemperatur. Hvis styringen beregner at solfangerne, f.eks. på grund af ringe indstråling i kombination med en lav udetemperatur, vil være i stand til at levere varme til centralvarmekredsen, men ikke til beholderen, vil de sørge for, at der afleveres solenergi til centralvarmekredsen, frem for at anlægget står stille.

Et kombianlæg, der er udformet som beskrevet, vil ikke med fordel kunne laves med noget særlig stort solfangerareal, fordi man ikke kan gemme særlig meget varme i selve centralvarmesystemet. Derfor begrænses solfangerarealet normalt til max. 9-12 m^². Her er det en fordel, hvis huset har et stort areal med gulvvarme og en tung gulvkonstruktion (beton/klinker), så energien kan lagres heri, og anlægget dermed dække en større del af husets varmebehov i forårs- og efterårsmånederne.

For alle solvarme-kombianlæg gælder det, at det er en fordel, hvis man har brug for rumvarme, også om sommeren, f.eks. i badeværelsesgulv eller i en fugtig kælder.

For at kunne opnå en større rumvarmedækning kan kombianlæg suppleres med en ekstra beholder, en såkaldt lager- eller buffertank, eller et stort lagervolumen, indbygget i husets konstruktion, f.eks. et sandlager under gulvene.

Kombianlæg med buffertank

    klik for større udgave

Lager- eller buffertanken er en beholder, fuld af centralvarmevand (ikke brugsvand), som solvarmen kan lagres i, uden at huset opvarmes. Først når der er varmebehov, tages der af denne varme. Når lagertanken er blevet for kold til, at vandet herfra kan bruges i centralvarmesystemet, eftervarmes med husets primære varmekilde (oliefyr, gasfyr ell. andet). Buffertanken kan evt. samtidig anvendes af et fastbrændselsfyr, som får en renere forbrænding og en højere nyttevirkning, hvis det får lov at køre længere tid af gangen med høj effekt, end hvis der "klatfyres".

En eksisterende buffertank i et fastbrændselsanlæg (et anlæg, der fyres med træ, træpiller, korn eller lignende) kan måske også bruges, hvis der installeres solvarme, men det vil ofte kræve forskellige anlægsmodifikationer, bl.a. eftermontering af varmeveksler. Det kan desuden være problematisk at få en ordentlig lagdeling, og dermed en god solvarmeydelse, i en sådan beholder. Overvejer du at installere stoker eller lignende vil jeg derfor anbefale at du anskaffer en buffertank, der også er egnet til solvarme.

Diagrammet til venstre viser en mulig opbygning af et solvarmeanlæg med buffertank, kombineret med et fastbrændselsfyr. Fastbrændselsfyret bruger den øverste del af buffertanken til lagring af sin varme, således at der kan fyres med større intervaller, og udnyttelsen af brændslet optimeres. Anlægget kan udføres, så et evt. oliefyr eller anden varmekilde, der ikke har behov for eget lager, afgiver sin varme direkte til centralvarmekredsen.

Solvarme-kombi-anlæg med buffertank og varmtvands-station

klik for større udgave

Baggrunden og argumenterne for nedenstående anlægssammensætning finder du i afsnittet herover og på siderne "hvad bruges det til?"

Inspirationen til anlægget kommer fra Tyskland og Østrig. Det østrigske firma Technische Alternative (TA) har udviklet nogle avancerede og samtidig prismæssigt overkommelige styringer, der ved hjælp af omdrejningsregulering af pumpen kan styre solvarme-indladningen, så solvarme-dækningen optimeres. Samtidig kan styringen, ved hjælp af en ultrahurtig føler styre varmtvandsproduktion i gennemstrømning - et system, der indebærer en række fordele, både mht. solvarme-udbyttet og generelt. Dette system findes bl.a. i solvarmebeholderne fra firmaet Solvis, hvis styringer da også kommer fra TA.

Funktion - se diagram tv.
Solvarmen tilføres buffertanken via en ekstern varmeveksler. Det varme brugsvand produceres i den anden, noget kraftigere varmeveksler (øverst) - i det øjeblik, der åbnes for vandhanen. En termisk blandeventil blander en passende (variabel) mængde koldt returvand i buffervandet, så kalkudfældning i brugsvandsveksleren minimeres. Suppleringsvarme tilføres bufferbeholderens top, når fastbrændselsfyret (th.) er varmt. Der tages varme ud til radiatorer og gulvvarme via et udtag, der placeres et stykke nede på beholderen (ikke vist).

Argumentet for at foretrække en ekstern solvarmeveksler i solkredsen, frem for en bufferbeholder med indbygget spiral, er at der hermed, ved hjælp af den avancerede styring kan opnås en bedre dækningsgrad på det varme vand: Hvis solen begynder at skinne, og beholdertoppen ikke er de nødvendige ca 55 grader C som kræves for at der kan laves varmt vand skifter trevejsventilen, så der indfødes solvarme i toppen af beholderen. Styringens omdrejningsregulering styrer nu solvarmepumpen, så der hele tiden er 60 grader i solfangerens udgang. Herved produceres der meget hurtigt varme i bufferens top, så varmtvandsbehovet kan dækkes. Når toppen er tilstrækkeligt opvarmet (ned til det niveau, hvor styringens referenceføler sidder) skifter trevejsventilen, og der produceres nu solvarme til bufferen længere nede og med størst mulig virkningsgrad. Solvarmepumperne styres nu via differensen mellem solfangerføleren og den føler, der sidder nederst i bufferen eller i dennes udløb.

Fidusen ved anlægget er, at det for en lille merpris i forhold til et traditionelt anlæg med varmtvandsbeholder formentlig giver en bedre solvarmedækning og en "gratis", stor lagerbeholder til solvarmen og fastbrændselsfyret. Herudover synes jeg at det er en stor fordel, at det kun er en meget lille del af anlægget, der er udsat for det aggressive brugsvand - resten af anlægget holder i princippet "evigt", eller tæres ihvertfald væsentligt langsommere end den normale, ret dyre solvarmebeholder. Kun varmeveksleren indeholder brugsvand, og den koster kun 1/3 af en varmtvandsbeholder og er i øvrigt lavet af rustfrit stål. Den eneste uafklarede faktor er så vidt jeg kan se, hvor tit veksleren skal afkalkes, hvis éns vand er meget kalkrigt.

Systemet med den eksterne brugsvandsveksler giver i sig selv et merudbytte fra solvarmeanlægget på mellem 3 og 400 kWh/år ifølge simuleringer, foretaget af det svenske solvarmecenter SERC, se på Solvis-siderne.

Nyt, marts 2006: Se en mere udførlig beskrivelse af anlægstypen her.

Kombianlæg med sandlager - og mere om varmelagring

Det var solvarmefirmaet Aidt, et kreativt sammenarbejde mellem to opfindsomme jyder, Thorkil Forman og Hans Jørgen Christensen, der lancerede sandlageret: Et tykt lag sand, 40-60 cm eller mere under hele husets gulv, med indlagte varmeslanger (PEX- eller ribberør) og selvfølgelig velisoleret mod husets fundament og nedadtil, men også opadtil, så varmen kun langsomt afgives til huset via gulvet. Opadtil, over topisoleringen afsluttes sandlageret ofte med et almindeligt gulvvarmesystem.
Se mere om forskellige typer varmelagre, forskellige materialers varmekapacitet mv. i rapporten "Varmelagring i mindre bygninger", se linket til den på artikel-siden.

Solvarmeanlæg - tekniske varianter

Varianter af solvarme-anlæg

• Selvcirkulerende solvarmeanlæg
• Solvarmeanlæg med solcelledrevet pumpe
• Tømmeanlæg
• Anlæg med særligt god lagdeling - low flow med kappebeholder
• Anlæg med buffertank og særligt god lagdeling - Solvis low flow-anlæg.
• Anlæg med buffertank, matched flow, varmtvandsproduktion i gennemstrømning og stor fleksibilitet/mange varmekilder

Selvcirkulerende solvarmeanlæg
SUNCATCHER er et eksempel på et selvcirkulerende solvarmeanlæg. Princippet, som gennemgås i detaljer på siderne om Suncatcher er, at opvarmet væske af sig selv vil stige opad. Beholderen skal altså anbringes højere end solfangeren, og der må ikke være for stor modstand i kredsen, da de naturlige kræfter så ikke kan overvinde modstanden. Derfor anvendes ofte en kappebeholder, som er en beholder med indbygget varmeveksler af kappetypen, som tillader et relativt uhindret flow af væsken, i modsætning til f.eks. en beholder med spiral.

Teknikken er tiltalende, fordi der spares pumpe, styring, elforbrug samt en del hjælpekomponenter, men den har også sine begrænsninger: Det kan være svært at få anbragt beholderen højere end solfangerne, og hvis beholderen skal være af "standardstørrelse" (~250 liter), har den meget høj samlet vægt, og kan derfor ikke placeres hvorsomhelst...
Min konklusion er derfor, at selvcirkulationsprincippet er mest velanbragt i små anlæg, hvor vægt og størrelse er overkommelig, og hvor udgiften til styring mv. ville udgøre en relativt større del af den samlede anlægspris. Men, også på dette område er der bestemt plads til innovation! Hvis man nu f.eks. kunne finde en væske, der trækker sig sammen ved opvarmning...

Solvarmeanlæg med solcelledrevet pumpe
Denne teknik placerer sig "mellem" et selvcirkulerende og et traditionelt anlæg. Som i det selvcirkulerende anlæg behøves der ingen styring, og ingen ekstern elforsyning. Som i et alm. anlæg er der en pumpe, og beholder/varmeaftager kan placeres frit (f.eks. længere nede) end solfangerne. Pumpen drives af en solcelle, der jo giver strøm, når der må formodes også at være solvarme at hente. De ulemper, der kan være, er bl.a.: En relativt dyr pumpe og solcelle (samlet udgift ca. 3.000 kr. minus den sparede udgift til pumpe og styring, ca. 2.000 kr., dvs. merpris ca. kr. 1.000) - et eventuelt mindre udbytte, da styringen via solcellens strømproduktion jo ikke er så præcis som med en temperaturføler. En tidligere kursusdeltager har bygget et sådant anlæg, se det på hans hjemmeside: http://jacobsverden.homepage.dk/Solfangeren/jacobs_solfanger.htm

Hans driftserfaringer er blandede: På den ene side har han haft 100% dækning af det varme vand indtil midten af september, selv med det relativt lille solfangerareal på under 4 m². På den anden side har han oplevet at der ud på eftermiddagen blev pumpet varme op i solfangeren fra beholderen. Han har derfor bygget en differenstermostat, som tager strømmen fra pumpen i disse situationer. Det medfører dog mange "klik" i relæet, fordi strømstyrken fra panelet ofte ikke er stor nok, når styringen kobler pumpen ind. Det har heller ikke været løsningen at "drosle" flowet med systemets flowregulator/tacosetter, da en for stærk flowbegrænsning har vist sig at medføre kogning i systemet midt på dagen. En medvirkende årsag hertil kan muligvis være absorberopbygningen med mange meter strips i serie, hvilket medfører en relativt stor modstand i kredsen. Kogning er dog foregået uden væskeudslip fra sikkerhedsventilen.
Et andet problem har været, at den lille pumpe ikke kan trække luftboblerne med ned til udlufteren i kælderen. Jacob har derfor været nødt til at bruge en boremaskinepumpe til at drive væsken rundt, indtil al luften var ude af kredsen. Dette problem kan dog undgås med en mere traditionel opbygning, hvor den automatiske luftudlader placeres oppe ved solfangerne.

Tømmeanlæg
Et tømmeanlæg er et "almindeligt" solvarmeanlæg med 230V-pumpe, styring osv. Det, der adskiller tømmeanlægget er, at solfangerne kun er væskefyldte, når pumpen kører. Når pumpen stopper, løber solkreds-væsken ned i en eller anden form for opsamlingsbeholder længere nede i kredsen. Dette betyder, at man ikke behøver at bruge solvarmevæske/frostvæske i kredsen, da væsken jo ikke bliver udsat for frost. Der opstår heller ikke kogning i kredsen, da styringen sættes til at stoppe pumpen, ikke kun ved lave, men også ved for høje temperaturer.

For at opnå den rigtige funktion stilles der visse krav til systemets opbygning, bl.a. at der hele vejen er en vis hældning på strengen (inkl. solfangerne), således at al væsken faktisk kan løbe ud af solfangerne og ned i rørene, når pumpen stopper. Man skal også have med i overvejelserne, at pumpen i et sådant system skal være kraftig nok, idet den her "kommer på arbejde" i langt højere grad end i almindelige systemer, fordi væsken ikke blot skal cirkuleres rundt (=ingen løftehøjde), men faktisk løftes fra væskeniveau ved stop og op til solfangernes overkant.

Kan disse betingelser opfyldes, kan man faktisk på denne måde bygge et system til en (lidt) billigere pris end ellers, idet man sparer solvarmevæsken samt en del af de komponenter, der ellers sidder i solkredsen, bl.a. kontraventil, udlufter mv. Man kan måske forestille sig, at man kunne bruge en kappebeholder som NILAN Danlager og anvende den øverste del af kappen til det "luftreservoir", der skal være i kredsen. Eller en billig ekspansionsbeholder... På denne måde kunne man i givet fald få et anlæg med en højtydende kappebeholder til samme pris som et standardanlæg med en beholder med sol-spiral i bunden af beholderen.

Blandt de ting, der skal overvejes i et tømmeanlæg er:

• Hvordan kontrolleres korrosion i kredsen (som indeholder luft/ilt)?
• Hvordan sikres en fuldstændig tømning af solfangerne?
• Kan man bruge en alm. styring, eller skal den have en speciel startfunktion, når solfangerne skal fyldes?
• Kan den valgte pumpe løfte væsken op til den nødvendige højde?

Anlæg med særligt god lagdeling - low flow med kappebeholder
Dette solvarmeanlæg er identisk med det almindelige brugsvandsanlæg, som beskrives øverst på siden her, bortset fra

• at der anvendes en kappebeholder eller en anden beholdertype, egnet for low flow (ihvertfald ikke en beholder med solvarmespiral i bunden)
• at der køres low flow, dvs. en langsommere væskehastighed i kredsen.

Fordelen ved et low flow-anlæg er, at det giver en højere ydelse end de "traditionelle" anlæg. Se mere om low flow-anlæggets betydning for lagdelingen (og dermed anlægsydelsen) her: http://www.vvfs.dk/produkter/mere_hvad_bruges_det_til.htm#mere_vvb

Den eneste beholder, der kommer på tale i sådanne systemer pt. er NILANs Danlager-beholder. Tests på DTU viser at den ikke alene yder bedre end traditionelle "spiral-beholdere" - den er også mindre tilbøjelig til at blive tilkalket, og den kalk, der trods alt udfældes, falder til bunds i beholderen i stedet for at blive aflejret på varmeveksleren, som det sker i de traditionelle beholdere.

Anlæg med buffertank og særligt god lagdeling -
Solvis low flow-anlæg
Low flow-princippet er udnyttet til det yderste i Solvis' solvarmesystemer, der alle baserer sig på de erfaringer, der er beskrevet i linket herover mht. lagdelingens betydning for solvarmeanlæggets totale ydelse. Se mere om disse anlæg på de separate sider om Solvis.

Anlæg med buffertank, low flow, varmtvandsproduktion i gennemstrømning og stor fleksibilitet/mange varmekilder

Som antydet har jeg i år arbejdet en del på dette nye anlæg, som er opbygget omkring hovedkomponenterne

• En HUCH PSX-beholder
• En TA UVR-styring (som regel UVR1611)
• To eksterne pladevarmevekslere og et større antal pumper og ventiler...

Anlæggets fordele er bl.a. et forventet højt solvarmeudbytte/høj dækningsgrad, fuld fleksibilitet i indbinding af forskellige varmekilder (brændeovn med gris, fastbrændselsfyr, pillefyr, trad. olie-/gasfyr, varmepumpe...) og komplet styring af hele varmesystemet.

Pt. (november 2005) er der en enkelt færdig installation og en god håndfuld undervejs. De første erfaringer er positive, bl.a. mht. det subjektive soludbytte (OK, oktober var også usædvanlig fin i år!), men også mht. funktionen af gennemstrømnings-vandvarmeren. Jeg vil snarest skrive mere herom på en mere fremtrædende plads på siden!

Marts 06: Så kom den! Se anlægsbeskrivelse:
Varmt vand fra solens solvarme-bufferanlæg.

Før du køber

Servitutter
Hvis du bor i et område eller et hus, der er omfattet af bygningsmæssige restriktioner, skal du huske at undersøge, om disse tillader opsætning af solvarmeanlæg. Det gør de for det meste - men check hos kommunen, hvis du er i tvivl.

Orientering og hældning
En solfanger skal helst vende mod syd og have en hældning på ca. 45 grader. Afvigelser i himmelsretningen på op til +/- 90 grader kan dog accepteres - og kompenseres ved valg af et større solfangerareal. Vender husets tag stik øst eller vest, nedsættes ydelsen med ca. 18%, det vil sige, at solfangeren skal være ca. 22% større for at give samme ydelse, som hvis den sad mod syd. Det er jo overkommeligt, og svarer f.eks. til en forøgelse fra 5 til 6 m2. Det er også muligt at opdele solfangerfeltet, så en del vender mod øst og en del mod vest. Et sådant anlæg kan uden videre styres af f.eks. vores RESOL- eller TA-styringer.

Den anbefalede hældning kan der afviges fra efter samme princip. For brugsvandsanlæg er det værd at bemærke, at selv om man måske får næsten samme års-udbytte ved hældninger så forskellige som 15° (næsten vandret) og 90° (lodret), så er der stor forskel på årsfordelingen: Den plane solfanger, der ligger næsten vandret (eller 15°) giver masser af varmt vand hele sommeren, men så snart efteråret nærmer sig og solen ikke mere står så højt på himlen, reduceres udbyttet drastisk. Omvendt forholder det sig med hældninger nær det lodrette (90° og deromkring), hvor man får det maksimale ud af solen i opvarmningssæsonen, men et meget mindre udbytte om sommeren end ved lavere hældninger. For kombianlæg er det derfor uklogt at gå lavere ned end 30°, og hældninger på 45° eller derover må foretrækkes.

Solfangerne placeres selvfølgelig om muligt over det rum, hvor teknikken skal stå. Så bliver der ikke så stort arbejde med (og så store udgifter til) rørføringerne. Anlæggets ydelse påvirkes dog kun ret marginalt af en længere rørføring: Ved en afstand på 25 meter mellem solfanger og varmtvandsbeholder reduceres anlægsydelsen med 10%. Ved lange rørføringer kan det overvejes at lade solvarmestyringen kontrollere en shunt, så det kolde vand, der står i ledningerne ikke sendes ind i beholderen, men får en tur mere op i solfangerne først. En sådan shunt benævnes ofte bypass og kan være en trevejsventil, der styres af f.eks. de ovennævnte styringer.

Tallene i ovenstående afsnit er taget fra kursusmaterialet Solvarme i mindre ejendomme, VVS-branchens Uddannelsesnævn, 14.4.98.

Valg og placering af solfangere bør ikke kun ske ud fra tekniske og prismæssige overvejelser. Overvej også, hvilken type og størrelse, der vil passe bedst til dit hus. Om den skal integreres i taget, eller om den kan ligge som et modul ovenpå. Hvordan den vil spille sammen med tagets og facadens øvrige elementer, og tagformen i det hele taget. I længden bliver man gladere for et anlæg, der klæder, ikke misklæder huset.

Når du har installeret

Når du har opsat dit solvarmeanlæg, skal du huske at melde det til dit forsikringsselskab. Det koster ikke noget, og medfører ikke præmieforhøjelse, men det kan vise sig nyttigt, hvis der senere skulle opstå skader, der kan relateres til solvarmeanlægget.

Overophedning

Hvad sker der, hvis man ikke er hjemme i en periode, hvor solen skinner meget? Hvad sker der, hvis strømmen går, og varmen ikke fjernes fra solfangerne? Begynder det hele så at koge og evt. smelte?

Spørgsmålet er naturligt, fordi en moderne solfanger kan blive op til ca. 180°C varm i fuldt solskin. Svaret afhænger af, hvordan systemet er opbygget, men det kan generelt siges at kogning er et problem, man kan tage højde for i anlæggets konstruktion, og at moderne solfangere ikke tager skade af at komme op på deres maximalt opnåelige temperatur, også kaldet stagnationstemperaturen.

Generelt forsøger man at dimensionere solvarmeanlæg, så overophedning ikke bliver et problem under normal drift. Dimensioneringen er forholdet mellem solfangerareal, lagertank/varmtvandsbeholderstørrelse og forbrug, se tommelfingerregler her. I større anlæg, der også producerer rumvarme vil det derudover være naturligt at sørge for, at anlægget kan få lov at aflevere overskuddet som varme.

Trods disse forholdsregler vil der være situationer, hvor et solvarmeanlæg ikke kan komme af med varmen: En hedebølge, hvor mere gulvvarme er aldeles uønsket - eller ganske simpelt en dag med strømudfald, så varmen ikke kan føres bort af de el-drevne pumper. Dette er en situation, der håndteres meget dårligt af de "traditionelle" danske solvarmeanlæg, hvilket er grunden til at jeg ikke sælger de komplette "units" fra METRO eller NILAN, men kun deres "nøgne" beholdere - læs mere om dette længere nede.

I Tyskland er der imidlertid, takket være lovkrav om at anlæggene skal være "egensikre", sket en udvikling af disse anlæg, som betyder at de fungerer videre under alle normalt forekommende forhold. Det er den anlægsdel, jeg kalder "pumpeblokken", der her er modificeret med en sikkerhedsventil, der først åbner ved et højere tryk (4 el. 6 bar), en større trykekspansionsbeholder og en udlufter, der enten er af speciel, højtemperaturbestandig type og kan afspærres, når anlægget er udluftet, og/eller placeret nede i pumpeblokken.

I "overophedningssituationer" sker der i disse anlæg blot dét, at væsken i solfangerne fordamper og trykkes ned i trykekspansionsbeholderen. Når solen går ned, trykkes væsken tilbage op i solfangerne igen. Dagen efter kører anlægget videre som før.

Den lille "pumpeblok A" som jeg sælger sammen med meget små solvarmeanlæg er en slags "hybrid" mellem det nye og det gamle system. Skal anlægget være garanteret egensikkert skal man altså vælge af enten pumpeblok B eller én af de færdige modeller fra RESOL, Tuxhorn eller Meibes.

Erfaringer i praksis - rapport fra 10.10.03: Ja, så kom strømsvigtet til Sjælland en solskinsdag... Jeg har efterfølgende spurgt mine kunder, om de har oplevet nogen problemer i denne forbindelse. Jeg har foreløbig modtaget fem svar fra kunder med idriftsatte anlæg - det er jo ikke noget særlig godt statistisk grundlag, men her alligevel lidt om resultatet.
Tre af kunderne havde et anlæg med pumpeblok A (det "gammeldags") og to med RESOL FlowCon BL (moderne). Ingen oplevede problemer i forbindelse med strømsvigtet; ét anlæg (med rørfangere) blev aflæst til en solfangertemperatur på 165°C, da strømmen kom tilbage... Én ejer med pumpeblok A havde oplevet væskeudslip i sommers, uafhængigt af strømsvigtet. En anden havde følgende venlige kommentar, som jeg ikke kan dy mig for at gengive her:
Som svar på dine spørgsmål kan jeg meddele dig følgende: Anlægget startede op på helt normal vis da strømmen kom tilbage.
Temperaturen kom på intet tidspunkt op over 98 grader, ingen udløb.
Jeg vil gerne benytte denne lejlighed til at give udtryk for vor store tilfredshed med det anlæg du har leveret os, det lever på alle punkter op til vore forventninger, vi har fra anlæggets start sparet mellem 6 og 7 hundrede liter olie.
Jeg har kendskab til andre anlæg , hvor tilfredsheden ikke er så stor, jeg tror dit koncept er bedre end de fleste andres.

Tak for kommentaren!
Forklaringen på, at der i eksemplet her ikke var problemer kan tænkes at være, at solfangerarealet kun er på 3 m2, og ekspansionsbeholderen dermed stor nok. Min konklusion er derfor at pumpeblok B, med højere tryk og større ekspansionsbeholder, må være det rigtige til de lidt større anlæg.

Problematiske danske solvarmeanlæg - bl.a. færdige units
Jeg er jo meget inspireret af den tyske og østrigske udvikling på solvarmeområdet, som bl.a. har været drevet af en tysk bestemmelse, der siger at anlæggene skal være "egensikre", hvilket defineres som noget i retning af at den nødvendige indgriben fra brugeren ikke må overstige hvad man kan forvente at den gennemsnitlige husejer kan klare. Dette lever de danske standardanlæg ikke op til, formentlig fordi de er udviklet for en del år siden.

Kravet er meget relevant, da jeg gennem årene er stødt på mange anlæg der er gået ud af funktion, uden at kunden (og, i mange tilfælde også installatøren) kan finde ud af at idriftssætte dem igen.

Problemet opstår ved strømsvigt, manglende rensning af anlæggets snavsfilter eller simpelthen fordi solen skinner, mens man er på ferie eller der af anden grund er et misforhold mellem forbrug og produktion. Solfangerne kan ikke komme af med varmen. Det, der så sker, er, at væsken i solkredsen bliver så varm, at der dannes damp i solfangerne. Dampen presses ud af udlufteren, eller, hvis denne detalje skulle være i orden, ned i systemet, hvor den for lille trykekspansionsbeholder hurtigt løber fuld, og resten af den væske, der er fortrængt fra solfangerne, trykkes ud af sikkerhedsventilen. Da den gennemsnitlige kunde ikke har adgang til en trykspand eller et andet apparat, der kan bruges til at trykke den udløbne væske tilbage i systemet, har man et problem, og hvis udlufteren er blevet beskadiget ved hændelsen skal denne også skiftes, for at anlægget kommer til at fungere igen.

Problemet skyldes altså at man bruger
1) en for lille trykekspansionsbeholder
2) en sikkerhedsventil med et for lille åbningstryk
3) en standard-udlufter med plastic-indmad, der max. kan klare 110 °C
-faktisk skal man helst slet ikke bruge udlufter oppe ved solfangerne!

Selvfølgelig kan også fx. en METRO-unit "ombygges" med disse komponenter, men da den i forvejen er dyrere end beholder + godt udstyr ved siden af, synes jeg ikke at denne mulighed er særlig interessant.

Den sidste ting, der adskiller de færdige units fra de anlæg, jeg sælger, er, at de er yderst sparsomt udstyret og så vidt jeg ved aldrig indeholder termometre på frem og retur, flowmeter og separate påfyldnings- og aftapningshaner - det er der simpelthen ikke plads til under beholderen, og det er i det hele taget yderst vanskeligt at lave service på disse units, da alt er bokset sammen i ankelhøjde. Problemet her er, at hvis først anlægget er gået ud af drift er det svært at se hvor fejlen ligger - der er ikke nogen visning af temperatursættet, som ellers giver en god idé om hvordan/om anlægget kører, og man kan ikke se om der er flow. En almindelig fejlkilde er her at pumpen kører konstant, fordi solfangertemperaturen er meget høj (der er ingen cirkulation, når væsketrykket er for lavt, så varmen føres ikke ned), men pumpen afgiver varme, hvilket gør at man tror at der kommer solvarme ned, selv om det bare er pumpens egne 45 Watt, der opvarmer rørene i bunden af beholderen, fordi væsken står stille...

Driftsomkostninger

Et solvarmeanlægs forventede levetid er 20-25 år eller mere, dog mindre for visse komponenter, se mere herunder.

Anlæggets driftsomkostninger består af

• strøm til pumpe og styring
• udskiftning af væske
• udskiftning af slidte komponenter
• udslamning/afkalkning og eftersyn af anode i beholder

Strøm
Pumpens strømforbrug angives normalt til mindre end 5% af anlæggets ydelse. Et alm. brugsvandsanlæg på 4-5 m2, der yder ca. 2.300 kWh/år kan altså antages at have et strømforbrug på max. 115 kWh/år, svarende til ca. 200 kr. ved en strømpris på 1,75 kr/kWh. Solvarmestyringernes "stand by-strømforbrug" er meget lavt, normalt ca 2 Watt, hvilket giver en årlig omkostning på ca. 30 kr. ved samme strømpris.

Væske
I et korrekt dimensioneret og udformet anlæg bør solvarmevæsken holde mange år. I Teknologisk Instituts publikation "Livscyklusvurderinger" ansættes udskiftningsfrekvensen til hvert 5. år. Hvis dette tages som udgangspunkt, kan udgiften for et mindre solvarmeanlæg med under 10 liter i kredsen altså anslås til ca. 300 kr. hvert 5. år, eller 60 kr. om året.

Komponenter
De mest udsatte komponenter i et solvarmeanlæg er

• Trykekspansionsbeholderen
• Pumpen
• Den automatiske udlufter, og
• Beholderen

For alle disse komponenter gælder det, så vidt jeg ved at levetiden er ret variabel. Visse anlæg fungerer uden udfald i 30 år, mens andre kan fortælle, at deres pumpe kun holdt en kort årrække. For beholderens vedkommende kan levetiden hænge sammen med vandets sammensætning det pågældende sted, og forholdet vil også være gældende for enhver anden varmtvandsbeholder. De øvrige komponenters gennemsnitlige levetid ville jeg skyde på ligger omkring 15 år - udlufteren under forudsætning af, at den er placeret "nede". Pumpe, ekspansionsbeholder og udlufter koster tilsammen ca. 1.500 kr., ved antaget 15 års holdbarhed altså en årlig udgift på 100 kr.

Udslamning mv. i beholder
Evt. udgifter til udslamning og anodeskift vil ligeledes være de samme, uanset om man har solvarme eller ej, da man jo normalt skal have en eller anden varmtvandsbeholder. Derfor synes jeg at det vil være lidt urimeligt at angive en ekstraudgift her. For både solvarmeanlæg og andre centralvarmeanlæg gælder det, at nogen husejere regelmæssigt får gennemført et sådant eftersyn, men at nok hovedparten lader anlægget køre, til der en dag opstår en utæthed. Og denne kan opstå både efter relativt kort tid (~11 år) og efter meget lang tid (~30 år). NYT, september 2004: Se mere om eftersyn og udskiftning af anode herunder.

Samlede driftsudgifter
når ovenstående lægges sammen er 375 - 390 kr. pr. år. For et standardanlæg med en såkaldt "simpel tilbagebetalingstid" på 9,5 år forlænges denne altså til 12 år.

Eftersyn og udskiftning af anode

En almindelig varmtvandsbeholder - og også dem til solvarme - indeholder en anode. Anoden er en stav af et mindre ædelt metal, der stritter op fra beholderens bund og "ofrer" sig for at "reparere" mindre revner i beholderens indvendige emalje. Anoden afgiver simpelthen materiale, der lægger sig over revnerne. Herved hindres tæring, der med tiden ville kunne få beholderen til at springe læk.
Afhængigt af éns lokale vand skal anoden skiftes hvert 2.-3. år - eller måske aldrig! Derfor anbefales det, at anodens tilstand checkes efter et par år, så man kan få en idé om intervallets størrelse, lige dér hvor man selv bor.

NB: Nedenstående detaljer er møntet på NILAN-beholdere. Jeg går ud fra at proceduren for METROs beholdere er noget lignende.

Den oprindelige anode kan være meget lang (ses på snittegninger over beholderne), men de anoder jeg sælger til eftermontering er kun ca. 50 cm, dvs. at de ikke er længere end at de kan komme ind, uden at beholderen lægges ned.
Før check og evt. udskiftning kan det godt betale sig at anskaffe en sådan reserveanode. Hvis anodens gevind pakkes, så den er klar til montering, skulle operationen endda kunne udføres, uden at at vandet tappes af beholderen. Det kræver selvfølgelig nok, at man er lidt hurtig, og at gulvbelægningen i beholderrummet kan klare lidt vandsprøjt.

Man starter med at lukke for indløbet (der sidder et greb til det samme på sikkerhedsarmaturet under beholderen, eller brug hovedhanen). Herefter tages trykket af ved at åbne en varmtvandshane et sted i nærheden. Nu kan anoden (det er den "møtrik", der sidder midt for, foran på beholderens underside (Danlager) / i højre side af beholderen, halvt inde under den (NILAN SV Combi) løsnes og trækkes lidt ud og betragtes.

Som ny er anoden ca. 20 mm i diameter, dvs. at den kun lige passer igennem det ¾" gevindhul, den skrues fast i. Er den mere eller mindre tæret væk, kan man kigge ind til den 2-3 mm stålpind, den er lavet på. Ud fra tæringsgraden må du nu prøve at vurdere anodens restlevetid og intervallerne for eftersyn fremover. Lav evt. nogle noter, en tegning eller et foto og kig igen om et års tid.

* dvs. én, der er lavet af stål, med et eller flere lag emalje på indersiden. Beholdere af rustfrit stål indeholder ingen anode.

Brugervejledning

Husk brugervejledning!

En ofte glemt, men meget vigtig del af dét at installere et solvarme-anlæg er at få nedfældet på papir, hvordan nuværende og fremtidige brugere skal betjene anlægget.

Af og til hører jeg om solvarmeanlæg, der efter nogle år af en eller anden grund er gået ud af drift. Det kan vare lang tid, før tilstanden går op for brugeren, som ofte har svært ved at finde ud af, hvordan han/hun skal få anlægget til at virke igen.

Situationen opstår typisk, når et hus bliver solgt og den oprindelige bruger er væk. Husets nye ejere har, uden en vejledning, ikke mange muligheder for at kontrollere for fejlfunktion, endsige korrigere en sådan. En ordentlig brugervejledning giver den interesserede mulighed for at finde evt. fejl eller, om ikke andet, tilkalde en bekendt eller en installatør, der kan.

Et godt udgangspunkt er selvfølgelig, at anlægget i sig selv er konstrueret med størst mulig driftssikkerhed for øje. Desuden skal anlægget give brugeren gode muligheder for at kontrollere driftstilstanden. Dette er søgt opnået i Varmt vand fra solens anlæg gennem følgende tiltag:

Driftssikkerhed:

• Udlufter placeret nede (ikke oppe ved udgang fra solfanger!), dvs. mindre udsat for overtemperaturer og efterfølgende "nedsmeltning". Smelter udlufteren, risikerer man at solvarmevæsken sprøjter ud på taget.
• Ekspansionsbeholder dimensioneret, så både solkredsvæskens samlede udvidelse og hele solfangerfeltets væskeindhold kan rummes heri. Dette sikrer at væsken forbliver i systemet, selv ved dampdannelse i solfangerne. Er trykekspansionsbeholderen for lille, lukkes der ved dampdannelse (kogning) solvarmevæske ud af sikkerhedsventilen, og anlægstrykket falder.

Driftskontrol:

• Et tilstrækkeligt antal måleinstrumenter: Termometer på frem og retur, flowmåler og (selvfølgelig) manometer.
  Manometret, som måler anlæggets tryk, viser om der er tilstrækkeligt med solvarmevæske på anlægget. Aflæses i stilstand, dvs. om aftenen eller i overskyet vejr.
  Ved hjælp at termometrene kan det kontrolleres at differensen, dvs. forskellen på frem- og returtemperaturen er korrekt. Aflæses i solskin, når anlægget er i drift.
  Flowmåleren viser om der er gennemstrømning i kredsen, og hvor meget. Skalaen angiver normalt antal liter/minut.

Uanset anlæggets kvalitet vil der løbende være brug for en vis kontrol og vedligeholdelse (se afsnittet herover). Derfor er det vigtigt, når du har installeret dit anlæg, at placere relevant vejledningsmateriale i en mappe på et logisk sted i nærheden af solvarmeanlægget.

Vejledningsmaterialet skal bestå af:

• Alle bruger- og monteringsvejledninger til styring, pumpeblok etc.
• Et anlægsdiagram med angivelse af anlæggets grundlæggende funktion og indstillinger.
• En kort vejledning i anlæggets vedligeholdelse, driftskontrol og fejlfinding.

Jeg vil på et senere tidspunkt lave et udkast til pkt. 2 og 3, som du kan hente ned fra nettet og modificere i forhold til dit konkrete anlæg. Herunder nogle generelle informationer, du kan tage udgangspunkt i. Jeg er dog ikke installatør, så informationerne herunder gives efter bedste overbevisning, men uden ansvar.

Vedligeholdelse

Beholder
En alm. solvarmebeholder (NILAN, Metro m.fl.) er, i lighed med andre varmtvandsbeholdere lavet af stål og indvendigt emaljeret. Da der med årene kan opstå fine revner i emaljen, er sådanne beholdere forsynet med en såkaldt offeranode; en stav af et mindre ædelt materiale, f.eks. magnesium, som afgiver materiale, der lægger sig over disse revner. På et tidspunkt er anoden tæret helt væk, og beholderen ikke længere beskyttet.
Anodens tilstand kan udefra kontrolleres med et multimeter, men da der samtidig hen ad vejen dannes (anode)slam og kalk i beholderen anbefales det, ca. hvert 3. år at afmontere dækslet over beholderens "mandehul" og rense beholderen. Samtidig kan anodens tilstand kontrolleres og anoden om nødvendigt udskiftes.

Varmtvandsbeholdere er derudover altid monteret med en sikkerhedsventil, der lukker lidt vand ud, når beholdervandet opvarmes og dermed udvider sig. Sikkerhedsventilen sidder på koldtvandstilførslen til beholderen og kan åbnes manuelt, enten ved at dreje dens hoved (hoved af hård plast) eller aftage "hovedet" (af blød plast) og aktivere den lille vippearm, der åbner for ventilen. Der skal trykkes hårdt!

Solvarmevæske
Solvarmevæsken vil med tiden blive nedbrudt og skulle udskiftes. Nedbrydningshastigheden afhænger bl.a. af anlæggets størrelse, eller rettere sagt af, hvor ofte væsken udsættes for meget høje temperaturer. Væskens tilstand kan kontrolleres ved at aftappe nogle dråber - er væsken blevet sortfarvet, klumpet og/eller ildelugtende, skal den hurtigst muligt aftappes, anlægget skylles ordentligt igennem og ny væske påfyldes. Den gamle væske afleveres på genbrugsstationen!
Væskens frostsikrende egenskaber kan kontrolleres ved at aftappe en lille mængde og stille den i dybfryseren. Check væsken regelmæssigt, ca. hvert andet år, f.eks. samtidigt med beholderrensning.

Driftskontrol og fejlfinding