|

Denne vejledning
beskriver, hvordan du bygger en Batec-solfanger, byggesæt-udgave
SB3. Vejledningen gælder både Batec 2,2 m² og 3
m², både lodret/høj og vandret/lav model. Vejledningen
omfatter ikke lodning, der kun er nødvendig i byggesættene
SB1 og SB2, idet SB3 er med færdigloddet absorber.
Selvbyg-sættet
består af:
- 4 alu-profiler
til kassens sider (to lange og to korte)
- 1 stk. alu-bagplade
- 1 stk. hærdet
jernfattigt glas
- 1 stk. absorber
- 1 x bagisolering
af glasuldbatts 60 mm m. sort forside
- 6 stykker
sideisolering (sort industribatts) 15 mm
- 4 gummityller
til rørudføring fra solfanger
- 4 alu-vinkler
til kassens hjørner
- EPDM-gummiliste
til sider og overkant
- 1 tube klar
silikone
- 1 rulle dobbeltklæbende
butylbånd ("tætningsliste")
- 2 stykker
sort dækblik til at skjule manifoldrør
- Popnitter
Ø 3,2 mm til hjørner og bagside
Det er en god idé
at starte med at sikre sig at alle delene er der, men husk at pakke
alt ud, før du ringer og klager, da f.eks. gummilisten godt
kan ligge "gemt" sammen med isoleringen...

Du skal bruge
følgende værktøj:
- Boremaskine
- Popnittebor,
normalt 3,3 (evt. 3,5) mm (gerne 2 stk.)
- Popnittetang
- Fugepistol
- (vand, sæbe)
- Skarp brødkniv
eller Rockwoolkniv
- Hobbykniv
- Spartel
- Gerne 4 stk.
malerpinde (evt. halve) eller plast-(cykel-)dækjern
- (Tynd tuschpen
til markering af huller)
- Kørner
(et søm kan også gøre det)
- Hammer
- Metalfil
- En ren klud/aftørringspapir
og en flaske husholdningssprit
Først
tre råd; tre ting, som ofte gøres forkert:
- Alle 4
profiler er ikke ens! Hvis du bygger mere end én solfanger,
skal du sikre dig at du bruger de rigtige profiler: Én
bundprofil (som er anderledes), to sideprofiler (med huller til
manifoldrør) og en topprofil (ligner sideprofilerne, men
uden huller)
- Fjern
ikke dækpapiret fra butylbåndet, før glasset
er lagt på! Så bliver det svært at placere
glasset rigtigt i rammen - butylbåndet "hugger"
ved første kontakt med glasset.
- Husk at
fuge det, der ender med at blive solfangerens to øverste
hjørner, før de popnittes sammen! Regntæthed...
Bygning af
solfanger

Forberedelse
For at få en pæn, tæt og holdbar samling anbefales
det at afgrate de skråt afskårne aluprofiler. Brug en
fil hertil.

Bor to huller
i hver af de fire små aluvinkler, der skal holde kassen sammen
i hjørnerne, ét i hver ende af vinklens korte side
- se foto. Efter boring afgrates disse vinkler ligeledes med en
fil.

Nu lægges
de 4 aluprofiler, der udgør solfangerens ramme ud på
et højt bord eller andet plant underlag i god arbejdshøjde.
Brug evt. et par bordbukke, to lægter og en hel spånplade
ell. lign. - det er bedst, hvis hele solfangeren understøttes
i hele bredden (112 cm) og længden (2,2 m²: 207 cm; 3
m²: 283 cm).
Bemærk,
før du samler: Bundprofilen er anderledes end de andre! Se
snittegning længere nede på siden samt teksten under
næste foto.
De forborede
aluvinkler skal nu popnittes på aluprofilerne. Start med at
montere vinklerne i hver ende af de to profiler, der er forsynet
med hul til solfangerens rørudføringer. Dette gøres
således:
Aluvinklen stilles på sideprofilen som vist på foto
herover, ca. 1/4 mm længere inde på profilen end dér
hvor dens skrå snit ender, således at popnitterne i
den tilstødende profil kan trække denne helt ind på
plads. Der afmærkes gennem de forborede huller med en kørner,
hullerne bores op og vinklen nittes fast med to popnitter, der stikkes
ind fra profilens yderside, dvs. nedefra i forhold til ovenstående
foto.
Dette gøres i begge ender af de to profiler med hul.
TIP: Hvis du
får boret lidt forkert, således at aluvinklen ender
med at sidde for tæt ved - eller for langt fra - profilens
skrå endekant, kan situationen reddes således:
Har du allerede monteret popnitterne, udbores disse fra profilens
udside - bor midt i popnitten med samme bor (3,3-3,5 mm) som før.
Herefter bores det forkert placerede hul i aluprofilen op med et
lidt større bor (max. 4,5 mm). Nu kan aluvinklen forhåbentlig
flyttes lidt i den ønskede retning, før der nittes
på ny. NB: Hullerne i de små aluvinkler må
ikke bores op, da popnitten så ikke længere kan få
fat og sikre en stærk samling.

Nu skal de to
profiler med huller og vinkler samles med de to sidste profiler
(uden rørudføringshuller).
Bemærk at aluprofilerne har en forside og en bagside.
Forsiden er den, der vender ned mod bordet på fotoet herover.
Den er forsynet med et fladt vederlag for glasset samt en afgrænsning,
der består af én (den færdige solfangers bundprofil)
eller to "finner" (den færdige solfangers side-
og topprofiler). Bagsiden, som nu skal vende opad på bordet
(som vist på billedet herover) er forsynet med en slids, hvor
den tynde alu-bagplade senere skal skubbes ind.

Dette gælder
dog ikke for den profil, der ender med at danne bundprofil i den
færdige solfanger - altså solfangerens nederste kant
- her er der ingen slids, blot en flade, således at bagpladen
blot ligger an. Dette sikrer den nødvendige udluftning
af solfangeren og betyder samtidig at evt. kondensvand uhindret
kan løbe ud af fangeren i dens nederste punkt.
Nu holdes første
hjørnesamling tæt sammen, og der bores fra profilens
yderside og gennem aluvinklen. Der bores to huller, ca. én
cm inde fra profilens kant og så langt fra dens top og bund
at det akkurat undgås, at de to nye popnitter kommer i karambolage
med de to, der allerede er monteret. Skil de to profiler ad og fjern
evt. grater omkring borehullerne.
FØR
der nittes skal der nu påføres silikone langs profilens
hjørnesamling, så den bliver helt tæt. Aftør
med en klud, fugtet i sprit før silikonen påføres.
Check at hjørnet er i vinkel - lad profilerne flugte med
bordpladen - og at hjørnesamlingen bliver pæn og nit
herefter hjørnet sammen. Gør ligesådan med det
andet af de to hjørner, der ender med at vende opad når
solfangeren ligger på taget. De nederste samlinger behøver
ikke at være helt tætte og fuges derfor ikke.

Ilægning af absorber
Lad
rammen blive liggende med det, der bliver den færdige solfangers
forside ned mod bordet og læg absorberen ned i kassen med
strips'enes sorte belægning nedad. Det er nødvendigt
at bøje kanten af den første strip op for at få
absorberen på plads. Undgå så vidt muligt at sætte
fingeraftryk på absorberens sorte forside, da disse med tiden
vil nedsætte virkningen af den selektive belægning.

Omkring hver
fitting, der stikker ud fra hvert hjørne af absorberen og
ud gennem hullerne i kassen anbringes nu en gummitylle. Gummityllen
tjener til at holde absorberen fast, uden at der dannes en kuldebro
mellem absorber og kasse. Hvis absorberen er en anelse for kort
eller for lang til at dens fitting ligger centreret i hullet, kan
den bøjes på plads - stik en jernstang, grebet af en
rørtang eller lign. ind i manifoldrøret og bøj
forsigtigt i den ønskede retning. Dette trick kan også
hjælpe, hvis det er svært at få gummityllen presset
ind: Der bøjes simpelthen i retning modsat der hvor problemet
er, så gummityllen kan presses på plads. Check til sidst
at absorberen ligger centreret i kassen - at hver fitting stikker
lige langt ud af kassens sider. Check også at manifoldrørene
fremtræder lige i begge plan: Små buer kan trækkes
på plads med håndkraft, da både kobberrør
og strips er ret bløde og fleksible.
Isolering
Sideisoleringen skal nu anbringes i kassens fire sider med den sorte
side ind mod absorberen. Begynd med at anbringe de stykker, der
sidder ved rørudføringerne. Som regel er fire af stykkerne
forsynet med et udstanset hul. Her skal der blot laves plads til
gummityllen: Brug en hobbykniv og lav et kegleformet snit omkring
hullet i den side der vender ud mod gummityllen. Er ingen af isoleringsstykkerne
forsynet med huller må disse også laves med kniv: Skær
med en hobbykniv et hul til manifoldrøret og en slids fra
hullets underkant hen til isoleringens endekant og skræl derudover
næsten halvdelen af isoleringen omkring hullet (ud for gummityllerne),
så isoleringen også her ligger op mod kassens inderside.
Brug de resterende stykker isolering så det sikres at siden
er dækket af en sammenhængende isolering uden kuldebroer.
Absorberens yderste strip vil nu gå helt ud til, og støde
vinkelret op mod sideisoleringen.

Glasulden lægges nu i kassen oven på absorberen. Sørg
for at ulden ligger pænt (ikke sammentrykket) og slutter tæt
i samlinger og til sider og ender. Isoleringen tilskæres i
den sidste ende langs aluprofilens inderside, f.eks. med en skarp
brødkniv.
Montering
af bagplade
Bagpladen lægges oven på rammen og klemmes ind i rillen
på først det ene, så det andet sideprofil. Først
herefter skubbes pladen op i rillen på det øverste
profil. Det er nemmest hvis én holder imod i aluprofilen,
mens en anden presser pladen ind i rillen, evt. ved hjælp
af lette hammerslag på en trælægte på pladens
modsatte ende. På den nederste profil er slidsen som sagt
udeladt for at evt. vand kan løbe uhindret af - her ligger
pladen bare oven på profilen.
Check at pladen er lige langt inde overalt og at den ligger plant,
samt at pladens synlige kant er parallel med bundprofilen - så
er hele kassen også i vinkel. Hvis du foretrækker at
bruge en stor vinkel, så husk at de lange profiler godt kan
bue lidt, og dermed "snyde" dig, indtil bagpladen er nittet
på og holder dem fast. Derfor er det bedre, hvis du er i tvivl,
at checke om diagonalmålene (fra hjørne til hjørne,
diagonalt over solfangeren) er ens.

Check til sidst
at solfangeren er præcis 112 cm bred midt på. Der bores
nu for med bor Ø 3,3 eller 3,5 mm og nittes med de medleverede
1/8" popnitter. Hullerne skal sidde 17-18 mm inde fra kassens
yderkant og fordelt således: Én 5 cm fra hvert hjørne,
én midtfor i det øverste profil, tre fordelt over
hver langside og tre fordelt over bundsiden - i alt 18 stk. Start
med nogle stykker, fordelt over hele fangeren for at fiksere pladen.
På solfangere af vandret model anbefales det at bruge to nitter
ved siden af hinanden på de lange profiler.

Nu vendes solfangeren,
så forsiden af de sorte strips vender opad. VIGTIGT:
Strips'ene rettes pænt til. Brug evt. brødkniven til
at "hente" de to yderkanter op i niveau. Stripsene kan
trækkes (brug rene handsker) og bøjes så fladen
bliver jævn og udfylder hele kassen. Tryk stripsene ned, så
hele absorberen ligger i samme niveau og ikke kommer for tæt
på glasset. Manifoldrørenes rethed checkes ligeledes
og de rettes om nødvendigt til. Når først glasset
er lagt på, er det for sent at rette!
Hvis du ønsker
at absorberen skal ende med at fremtræde som en jævn
sort flade, anbringes de tynde sorte dækvinkler (man kan ane
én øverst th. på ovenstående foto) over
manifoldrøret i hver ende, så de umalede rør
skjules. Dækvinklerne har kun kosmetisk virkning og kan udelades,
hvis du ikke har noget imod, at kobber-manifoldrørene er
synlige i den færdige solfanger. Dækvinklerne til de
vandrette solfangerudgaver sammensættes af flere stykker,
som popnittes sammen med en enkelt nitte, så de ikke bevæger
sig under transport. Det kan være nødvendigt at "åbne"
vinklerne lidt, før de skubbes på plads, så de
ikke kommer op og rører glasset.
Butylbåndet
("tætningslisten") klæbes nu på den
forsænkede kant - som først aftørres med sprit,
så silikonen, der påføres efterfølgende
får god vedhæftning. Båndet skal ligge langs med
vederlagets inderste kant (se tegning længere oppe på
siden), så der er plads til silikonefugen (der påføres
når glasset er monteret) hele vejen rundt om båndet.
Båndet skal mødes pænt i hjørnerne, men
må ikke overlappe. Undgå at trække i båndet,
der meget let deformeres, men skub det hellere lidt ekstra sammen
i samlingerne. NB: Beskyttelsespapiret på båndets
overside skal blive på lidt endnu! Træk kun et lille
gribe-stykke på ca. 5 cm fra hvert hjørne ud over kanten.

Montering
af glas
Anbring nu en fugepind, et plast-dækjern t. cykeldæk
eller lign. over kassens kant i hver side af endeprofilerne. Glasset
lægges på plads, således at den strukturerede
side vender nedad - hhv. så skriften i hjørnet af glasset
er retvendt udefra, når solfangeren er færdig. Hvis
der ikke er nogen synlig forskel på de to sider på det
glas, du har fået med, er det lige gyldigt hvordan det vendes.
Sørg for at centrere glasset pænt i hullet, så
der bliver lige meget fuge på alle fire sider. Når glasset
ligger rigtigt, holdes det godt fast i den ene ende og løftes
op i den anden. Butylbåndets beskyttelsespapir fjernes, glasset
lægges ned i denne ende (check løbende at afstanden
til kanten ikke bliver for lille), presses fast til den selvklæbende
liste og proceduren gentages i den anden ende. Det er nødvendigt
at være to (også) til denne proces.

Fordybningen
rundt om glassets kant - men ikke den yderste fordybning, der skal
holde gummilisten! - fuges nu med den medfølgende silikonefugemasse
og en fugepistol hele vejen rundt om glasset. Det er vigtigt at
silikonen udfylder hulrummet helt, jfr. snittet længere oppe
på siden. Overskydende fugemasse trækkes af, mens den
endnu er blød - brug spartel eller en finger, dyppet i opvaskemiddel
- træk ud mod solfangerens kant, så glasset ikke smøres
ind.

EPDM-gummilisten
klemmes herefter ind i alu-profilens rille på solfangerens
sider og top. Begynd i bunden - lad listen rage en cm ud over solfangerens
nederste kant. Denne skal ikke forsynes med liste, da regn og sne
her skal kunne løbe/glide uhindret af. I de to øverste
hjørner klippes eller skæres et 45 graders snit næsten
helt ud til den yderste kant, uden at listen kappes helt.

Efter monteringen fuges gummilistens 2 hjørneslidser med
silikone, som stryges glat med en fugtet finger. Solfangeren
skal opbevares liggende (indendørs, eller tæt overdækket)
i 24 timer efter at den er bygget, så glasset ikke glider
i silikonefugemassen! God fornøjelse med arbejdet!
Rettet og
opdateret juli. 08/nl
|